I bedste mening

Læseprøve fra bogen:

Indledning

En gruppe blinde mænd hørte, at et mærkeligt dyr, kaldet en elefant, var blevet bragt til byen. Af nysgerrighed sagde de: ”Vi må undersøge og lære dyret at kende ved hver især at røre ved den fra forskellige sider.”

Således undersøgte de alle sammen dyret. Den første blinde mand, hvis hånd landede på snablen, sagde: ”Dette væsen ligner en tyk slange.” For en anden, hvis hånd nåede dens øre, virkede dyret som en slags vifte. En tredje, hvis hånd rørte dens ben, sagde, at elefanten var som en træstamme. Den mand, der lagde sin hånd på dens store mave, sagde, at elefanten mindede om en mur. Ham, der følte dens hale, beskrev den som et reb. Den sidste mærkede på dens tand og erklærede, at elefanter er hårde og skarpe som spyd.

Denne gamle indiske lignelse fik jeg fortalt under min allerførste forelæsning på psykologistudiet, og dens visdom har fulgt mig lige siden. Først og fremmest fortæller den os, at vi hver især kun oplever en lille flig af verden, og at det er umuligt for os alene at udvide vores perspektiv. Skal vi forstå verden flerdimensionelt, er vi nødt til at sætte delene sammen ved hjælp af dialog og samarbejde. Men til trods for vores begrænsede perspektiver hver især har vi alle sammen ret. Vi kan nemlig kun skildre vores egen realitet, og det er umuligt for os at udvide den på egen hånd. Vi kan naturligvis ikke undersøge hele elefanten på én gang, og derfor gør vi det, så godt vi kan.

Denne historie er med sine budskaber om dialog, samarbejde og respekt for den enkeltes perspektiv evigt aktuel, men den er ekstra vigtig i debatten om unges mistrivsel.

Siden vi for alvor for godt ti år siden begyndte at se en tendens til dårligere trivsel blandt unge, er diskussionerne blevet gradvist mere intense, og teorierne om, hvorfor flere unge mistrives, fylder godt op i avisspalterne. Det er jeg personligt meget glad for, da det er enormt vigtigt, at vi tager mistrivslen alvorligt og forstår, at der skal ske nogle forandringer for at hjælpe den næste generation videre. Men ofte bliver debatten ensporet og unuanceret, hvor én enkelt faktor udråbes som årsag til hele udviklingen: sociale medier. 7-trinsskalaen. Curlingforældrene. Diagnoserne. Trivselsstatistikkerne pryder avisen hver dag ved daggry, konklusionerne drages inden middagstid, og de tvivlsomme handleplaner fremlægges før fyraften. Men indsatserne for at fremme trivsel blandt unge kan kun lykkes, hvis vi får undersøgt udfordringerne ordentligt og får skabt en fælles problemforståelse. Dette kræver, at vi bliver bedre til at inddrage mange flere aktører med værdifulde vinkler på trivselsproblemerne og ikke blot dem, der råber højest. Hvis ikke vi har en nuanceret forståelse af de mange faktorer, der spiller ind, kan vi ikke skabe forandringer. Dette tager tid og kræver, at alle bliver bedre til at snakke sammen.

Især skal vi tale med og lytte til de unge selv. Mine kollegaer på ungdomsklinikken og jeg har i årenes løb talt med over 7.000 unge, og der er blevet sagt mange vigtige ting, som verden skal høre. Selvom der langtfra har været plads nok til at skrive det hele ned i denne bog, har jeg udvalgt nogle af de problemstillinger, der er mest udbredte. Hvert kapitel er bygget op om et ungt menneske, der er repræsentant for mange unge stemmer, samlet i én fortælling. Alle mennesker har deres helt egne historier med deres helt egne tvist og særegne begivenheder. Og alligevel er der så mange aspekter af de unges fortællinger, der går igen og peger på de samme centrale idéer om livet, de ikke kan leve op til.

Det er, efter et årti med intense samtaleforløb udelukkende med unge, min erfaring, at vi helt grundlæggende har skabt et samfund, der presser mennesket for meget. Det er et pres, der er drevet frem af urealistiske idéer om det gode liv. Meget af den læring om livet og verden, som voksne videregiver til den næste generation, er bundet op på idealer og ikke på realistisk erfaring fra de voksnes egne liv. Selvom idealerne videregives med gode intentioner, giver de mange unge et urealistisk blik på verden og på, hvad de er i stand til at opnå. Det er min oplevelse, at mange unge mangler færdigheder til at håndtere problemerne, den dag det hele ramler. Og det er ikke deres skyld.

Jeg ser det som altafgørende for forståelsen af unges mistrivsel, at de voksne får øjnene op for, hvilke idéer om livet de videregiver til de unge – og at de forstår, hvordan disse idéer konkret har indflydelse på de unges liv. Derfor er håbet med bogen også at skabe en forbindelse mellem de højtflyvende samfundsperspektiver på mistrivsel og det, som de unge selv oplever. Kun via konkrete skildringer af ungdomslivet forstår vi for alvor, hvilken effekt de kollektive tendenser har på det enkelte menneske. Ved at få levendegjort problemerne bliver det også sværere for os at ignorere det enkelte menneskes lidelse.

Det kan måske virke paradoksalt for nogle, at jeg betoner vigtigheden af at se på unges mistrivsel med de samfundsmæssige briller på, samtidig med at jeg behandler de unge individuelt. Jeg forstår også godt, hvis det kan forekomme modsætningsfyldt, at jeg som psykolog problematiserer den psykologisering i samfundet, der favoriserer det psykologiske perspektiv for meget. Er dét at unge går i terapi hos mig, når de har udfordringer, ikke netop en fastholdelse af unge i en individuel problemforståelse?

At psykologien ikke altid bør trumfe alle andre perspektiver, betyder ikke, at den ikke er vigtig. Tværtimod kan de psykiske processer ikke løsrives fra den sociale virkelighed, de opstår i, og omvendt. Samfundsdiskurserne internaliseres i mennesket og får deres helt eget personlige udtryk på baggrund af menneskets særegne historik og omstændigheder. Derfor er en del af behandlingen hos mig, at unge bliver rustet til at stille sig kritisk over for de idéer om livet, der presser dem. De unge skal lære at forstå, hvordan deres indre liv hænger sammen med det samfund, de er en del af. Problemerne skal i højere grad forstås som afhængige af ydre fænomener og ikke som noget skamfuldt, de unge selv har fundet på.

Vi bør ikke kun fokusere på at behandle, når mistrivslen allerede har sat sit tydelige præg på de unge. Det er på mange måder vigtigere at forebygge, så vi undgår, at endnu flere unge havner i behandlingskarrusellen.

Det er væsentligt at vide, at denne bog tager udgangspunkt i de unge, jeg møder på klinikken, hvilket er unge fra familier, der har råd til selv at betale for terapien. Jeg er ikke blind for, at de dermed tilhører en privilegeret gruppe. Jeg behandler i denne bog ikke den mere klassiske udsathed hos unge, der vokser op i mindre ressourcestærke hjem. Disse unge er bestemt ikke glemt, selvom bogen ikke har sit fokus på dem. Når jeg primært fokuserer på det, som Center for Ungdomsforskning definerer som ”ny udsathed”, skyldes det, at det er dét, jeg primært arbejder med til daglig. Herudover optager feltet mig meget, idet vi ikke for blot ti år siden havde forventet at se disse privilegerede unge på en psykologklinik. At en voksende gruppe unge, som ikke har de klassiske risikofaktorer med sig i bagagen, får det så svært, er et alarmerende samfundsproblem, vi må løse.

Jeg håber inderligt, at denne bog kan skabe en meningsfuld, inspirerende og respektfuld debat, der kan danne ramme om fremtidens arbejde med at forbedre børn og unges trivsel. Selvom jeg har arbejdet intenst i feltet, erkender jeg, at der stadig er enormt meget, jeg ikke ved, og meget, jeg endnu mangler blik for. Jeg kan ikke udvide min egen subjektivitet. Jeg kan forsøge at samle så mange brikker som muligt og starte dialogen derfra. Men det er kun muligt at skabe produktive dialoger, hvis vi søger at forstå frem for at udskamme.

Der har gennem tiden været peget fingre ad både lærerne i skolerne, pædagogerne i institutionerne, forældrene og de unge selv, hvilket enten får folk til at trække sig fra debatten eller tilskynder til mere mudderkastning. Men i stedet for at have travlt med at problematisere andres handlinger bør vi både som fagfolk og forældre granske os selv først og reflektere over vores egen praksis over for de unge. Selvom dette ofte er rigtig svært og kan gøre ondt, er det vigtigt at vide, at det, vi gør, ofte er i den bedste mening. Samtalen om, hvordan vi hver især bidrager til opretholdelsen af de myter om det gode liv, der skaber mistrivsel hos unge, er nødvendig, når det gælder om at tage de første skridt mod et bedre samfund.

JULIE: “Jeg bør kunne blive til alt”

Det var en hundekold decemberdag, da jeg første gang mødte Julie. Hun sad med et roligt smil ude i venteværelset, hvor hun havde taget plads mellem klinikkens nyligt indkøbte plastikjuletræer, med Radio Soft kørende loyalt i baggrunden.

Julie takkede ja til en kop te. Elegant nærmest dansede hun over på sofaen og tog den varme kop te i sine hænder med de mange glitrende fingerringe.

Julie var nem at holde af, og det viste sig hurtigt, at her sad en meget velovervejet, tænksom pige, der gemte på langt flere komplekse følelser, end hendes ydre umiddelbart røbede.

Efter de sædvanlige introduktioner ændrede Julies energi karakter. Hun gik fra at være meget udadvendt til at trække sig ind i sig selv. Hun slog blikket ned, og øjnene blev blanke, idet hun fortalte, at hun for tre uger siden var gået ned med stress, og at lægen var bekymret for, om hun havde fået en depression.

Langsomt og tydeligt fortalte hun, at hun ikke var i stand til ret meget. Lige nu lå hun bare derhjemme i sengen og magtede ikke engang at holde sin egen fødselsdag den kommende weekend.

Julie led af svær stress. Hun havde fået et angstanfald midt i Operation Dagsværk-caféen på gymnasiet, som hun havde været tovholder på, og måtte gå forvirret hjem. I den følgende tid havde hun mærket en konstant og voldsom træthed samt en lammende følelse af uoverskuelighed, der nogle gange gjorde hende ude af stand til at tale sammenhængende.

Mens tårerne trillede, og den blå kleenex-beholder langsomt, men sikkert, tømtes for papir, fortalte hun, hvor fortvivlende det var, at hun kun kunne holde ud at være i skole to timer om dagen, og at hun frygtede for sin afgangseksamen senere på året. Det var tydeligt, at Julies stressreaktion fortalte hendes krop, at den skulle lukke ned for alt, hvad der ikke var strengt nødvendigt.

Men hun kunne ikke holde ud at tænke på alt det, hun nu ikke var i stand til at udføre i sit travle dagsprogram. Ud over at passe sin skolegang omhyggeligt i 3. g var Julie med i flere udvalg på skolen, og hun var næstformand i elevrådet. Oven i alt dette gik hun til klaver en gang om ugen og sås med veninder to-tre gange ugentligt. Til festerne var hun altid den sidste, der gik hjem, selvom hun sjældent drak.

Julies aktivitetsniveau var imponerende. Hendes drivkraft virkede nærmest umenneskelig, og det var måske også lige præcis dét, den var. Hun fortalte flere gange, hvordan hun kun sov fem timer om natten og flere gange havde sprunget frokosten over for at kunne deltage i de mange udvalgsmøder. Det hændte tit til festerne, at hun var tæt på at falde i søvn, men hun tvang sig selv til at blive med en energidrik i hånden. Julie vidste godt, at hun ikke var særlig god til at lytte til sin krop, og at hun tit tvang sig selv til ting, hun ikke havde lyst til.

Men hvorfor dette aktivitetsniveau, hvis hun egentlig ikke orkede det? Hvorfor tvinge sig selv op om morgenen for at bage boller til venindens fødselsdagsmorgenbord, når hun havde behov for at sove?

Her svarede Julie:

”Jeg ved det virkelig ikke. Det har også undret mig selv meget. Det er, som om jeg ikke kan lade være. Jeg elsker virkelig at gøre alle de ting. Men jeg er også bange, når jeg ikke gør dem. Det kan jeg jo mærke nu.”

Julie havde altid været enormt aktiv. Hun havde i en tidlig alder opnået mange ting, som hun og hendes familie var stolte af. Det var, som om det var blevet en del af hendes selvforståelse og identitet. Hun var den, der opnåede mange ting, og det blev forventet, at hun ville fortsætte med det resten af sit liv.

Under hele hendes opvækst havde folk kommenteret hendes skarpe hjerne og utrættelige flid, der i udskolingen havde resulteret i, at hun skovlede 12-taller ind på stribe. Hun kunne virkelig blive til noget stort!

I starten blev Julie da også høj af 12-tallerne, og hun følte, at hun stod på toppen af verden. Men der gik ikke lang tid, før de høje karakterer vendte sig mod hende og begyndte at skabe mere ængstelighed end glæde. Alle regnede med hendes toppræstationer, og det var derfor umuligt for hende at tage en slapper. Når Julie gav udtryk for tvivl på sig selv, grinede de andre og sagde, at det var åndssvagt at tvivle, når man altid fik 12. Men hvem var hun egentlig, hvis hun ikke toppræsterede?

I takt med at hendes 12-talsportefølje voksede, voksede også frygten for at fejle, og Julie måtte derfor hele tiden gøre mere og mere ud af skolearbejdet. Om natten kunne hun ligge vågen og spekulere på, hvordan hun kunne brillere ud over det sædvanlige til fremlæggelsen den følgende uge.

Og nu stod hun så der, 18 år gammel, og havde ikke fundet ud af, hvad hun skulle, blot at hun skulle udrette noget. Overalt var der potentiale til store ting, og i sidste ende var det op til hende selv, hvor meget succes hun ville have. Hun kunne blive til alt – men hvad var det lige, hun skulle?

Julie følte ikke, hun kunne sige nej til noget, lukke døre eller gå halvhjertet ind i et projekt. Hun kunne ikke være i dårligt humør, være kedelig eller træt, for hun var hele tiden nødt til at gøre et godt indtryk. Siden 8. klasse var hun begyndt at tænke sit liv som ét langt cv, hun skulle fylde op med succesfulde præstationer, både fagligt og socialt, som kunne åbne døre senere i livet. Konstant pressede hun derfor sig selv til at udmærke sig på alle livets arenaer.

Når Julie holdt fri, holdt hun ikke rigtig fri. Når hun endelig var kommet igennem dagens lange program, tillod hun sjældent sig selv at flade ud med unyttige aktiviteter som en serie på Netflix. Fritiden var spækket med ”nytte” såsom at forbedre sine malerteknikker, læse lærerige bøger eller lytte til politiske podcasts, og tillod hun alligevel sig selv nogle timer med Netflix, satte hun en lærerig dokumentar på i stedet for en film. Hun var bemærkelsesværdigt dårlig til at slappe af, og det var ikke muligt for hende at foretage sig noget, der blot handlede om nuet.

Men nu havde kroppen altså sagt stop. Den kunne ikke længere holde til det pres, den blev udsat for. I skolen havde Julie oplevet flere angstanfald, og hjertet galoperede ved tanken om at skulle i skole igen. Til sociale arrangementer var hun blevet svimmel, og larmen fra de andres samtaler og musik var blevet uudholdelig. Hun ønskede bare at sove.

Julie følte en dyb modstand mod nødvendigheden af at gentænke sin livsstil. Selvom hun bestemt ikke havde det godt, holdt hun stædigt fast i håbet om, at kroppens stressreaktion ville gå over efter et par uger, og at hun derefter ville kunne vende tilbage til sit gamle liv. Da vi berørte idéen om at skrue ned for den præstationsrettede adfærd og måske kun give sig selv 80 procent i stedet for 120 procent, udbrød hun: ”Men det kan jeg jo ikke! For hvad skal jeg så?”

Julies stresstilstand var ikke bare et resultat af en periode med et lidt for stramt program, men handlede om livsstil og en grundlæggende tankegang om sig selv og livet. At Julie som 18-årig næppe havde opfundet alt dette selv, var også tydeligt, og derfor var spørgsmålet, hvor disse høje forventninger om travlhed og præstation dog kom fra.

Det privilegerede liv

Julies fortælling gemmer på flere forskellige samfundsfortællinger om individets eget ansvar, det privilegerede liv og ikke mindst idéen om at kunne blive til alt. Lige præcis tanken om, at man kan blive til alt, møder jeg hos rigtig mange unge i forskellige afskygninger. Denne erfaring hænger godt sammen med Psykiatrifondens undersøgelse fra 2021 blandt 16-24-årige, der netop viser, at 71 procent af de adspurgte unge mener, at de kan blive til lige, hvad de vil.

Der eksisterer altså hos unge som Julie en ret optimistisk opfattelse af, hvad man kan udrette og blive til i livet, og det er måske ikke så mærkeligt, når man tænker på, at Danmark, til trods for den stigende ulighed, stadig er et af de lande i verden, hvor folk er mest lige. I Danmark afhænger ens fremtid ikke af, om man har råd til at studere, eller om ens familie har de rette forbindelser. Man har mulighed for at søge ind på kvote 2, hvis ens karaktergennemsnit ikke er højt nok, og resultatet er et rekordhøjt antal unge, der tager en videregående uddannelse.

Hvem kender ikke historierne om oldefar, der blev landmand, akkurat som sin egen far, fordi han var nødt til at overtage gården? Og han var endda heldig i forhold til sine skolekammerater, der måtte gå ud af 6. klasse for at komme ud at tjene eller arbejde på en fabrik. Eller mormor, der, selvom hun var en progressiv pige fra en velstående familie, fik nej til at blive sygeplejerske og måtte sidde på kontor som sin søster? Eller moster, der aldrig fik sig en uddannelse, fordi hun gik hjemme med børnene i 1980’erne?

Zoomer vi ud af lille Danmark, er det også tydeligt, hvordan den samlede menneskehed hen over de seneste 100 år har forbedret uddannelses- og levevilkår til højder, ingen havde turdet håbe på. Selvom der stadig eksisterer for meget fattigdom i verden, ser vi konstante globale fremskridt, både hvad angår menneskets generelle levevilkår og de individuelle frihedsrettigheder.

Det er derfor indiskutabelt, at der er sket enorme fremskridt i verden, som helt sikkert har givet os mere kontrol over vores egen fremtid end tidligere. Disse fremskridt danner fundamentet for opfattelsen af at være privilegeret, som både Julie og mange andre unge i den grad har taget til sig.

I fortællingen om at være privilegeret indgår forestillingen om, at stort set alt er muligt. Julie formulerede det således: ”Jeg er jo megaheldig, at jeg er vokset op her, og derfor skal jeg også få det bedste ud af det!”

Selvom Danmark efter internationale standarder er et godt land at vokse op i, er det min opfattelse, at privilegie-fortællingen primært er et produkt af den stigende individualisering, der igennem de seneste 40 år kun er blevet stærkere.

Individets store ansvar

Julies idéer om at kunne blive til alt og samtidig have ansvar for alt i sit liv kan ifølge Center for Ungdomsforskning være et produkt af en stigende individualisering i samfundet. Individualiseringsbølgen sætter individet i centrum og ser vilkår og betingelser i samfundet som individets eget ansvar. Dette har skabt en enorm frigørelse fra institutioner, der tidligere har dikteret hverdagen, såsom kirken, familien og så videre, men det stiller samtidig store personlige krav og har lagt et øget pres på individet.

Det store fokus på menneskets ansvar for sit eget liv kan også ses igennem den neoliberale politiske bølge, der i 1990’erne skyllede ind over Europa og i højere grad end tidligere slap de frie markedskræfter løs. Dette var ifølge politologen Ove Kaj Pedersen startskuddet til ”konkurrencestaten”. I konkurrencestaten bliver borgerens værdi groft set vurderet efter, hvor meget vedkommende kan yde for samfundet. Staten er derfor ikke længere til for borgerne, borgerne er til for staten.

I konkurrencestaten er øget konkurrence og dermed øget sammenligningskultur én af måderne, hvorpå individet kan skærpe sin egen præstation. Det er ikke nødvendigvis dårligt at være under pres, hvis det får én til at yde mere. Og argumentet for presset er, at borgerne i samfundet er nødt til løbende at optimere deres præstationer for at opretholde landets position på det globale marked. Vi er nemlig i konkurrence med hele verden – hele tiden.

I sin bog ”Præstationssamfundet” argumenterer sociologen Anders Petersen for, at der på baggrund af konkurrencestaten er opstået et præstationssamfund. Her er præstationen en indlejret forventning i de forskellige samfundsinstitutioner, særligt på uddannelsesområdet, som senere beskrives.

Med dette i mente er det måske ikke så underligt, at unge som Julie kan udvikle stærke idéer om at skulle præstere på alle livets områder. Men hvis Julies præstationsrettede blik på livet har noget at gøre med konkurrencestaten, hvorfor oplever hun så ikke, at presset kommer udefra? Hvorfor lader det til, at det er Julie selv, der sætter sig under så stort et pres?

Burdernes samfund

Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær kan måske hjælpe os tættere på svaret. I sin bog ”Utilstrækkelig” skildrer han, hvordan vi er gået fra forbudssamfund til påbudssamfund. I dag bliver vi ikke styret af strikse normer og regler for, hvordan vi skal leve livet, og hvordan vi ikke skal, men lever i stedet i et samfund, der subtilt er styret af idéer om det gode liv. Idéer, som latent, men sikkert, nudger os i den rigtige retning.

Vi lever altså ikke længere i et samfund med stærk social kontrol, der dikterer, hvem vi bør gifte os med, hvilken uddannelse vi skal tage, og hvordan vi bør opdrage vores børn. Dette betyder dog ikke, at samfundet blander sig mindre i, hvordan vi lever livet. Men samfundet er gået fra at påvirke individet gennem regler til i stedet at påvirke gennem idealer. I stedet for at fokusere på alt det, vi ikke må gøre som mennesker, er fokus på alt det, vi bør gøre.

Som eksempel nævner Hjortkjær, hvilke forventninger rigtig mange unge føler de bør leve op til:

Man bør leve sundt ved at spise efter kostpyramiden og få seks stykker frugt og grønt om dagen (dog ikke med for højt sukkerindhold), gå minimum 10.000 skridt dagligt, sove otte timer og så videre.

Man bør være social, have mange venner og huske at få taget nogle rigtig dybe snakke med dem, så det ikke blot er overfladiske venskaber.

Man bør have en række fritidsinteresser, så man sørger for at blive stimuleret på forskellige måder, som på sigt kan udvikle én som menneske.

Man bør tænke positivt, også selvom problemerne hagler ned over én. Dette er nemlig meget sundere.

Og sidst, men ikke mindst, bør man få sig en god og helst lang uddannelse, der også skal være den helt rigtige for én.

Skal man tage udgangspunkt i ovenstående, kan man sige, at der i vores moderne samfund er lige så mange idéer om, hvordan vi skal leve livet, som i det mere gammeldags, restriktive forbudssamfund. Men er påbud da ikke rarere end forbud? Jo, måske, men problemet er, at påbuddene bliver noget, der bor inde i os selv som idealer. Det gør forbud ikke, for forbud har tydelige afsendere.

Denne problemstilling ser jeg konstant hos de unge, jeg taler med. I mine samtaler kalder vi påbuddene for ”burderne” – altså alle de ting, man hele tiden føler og tænker, man bør gøre. Og dem er der rigtig mange af. Derfor bliver oprøret også nærmest en umulighed, i modsætning til hvordan det var for 1970’ernes hippiegeneration, for hvem skal man gøre oprør imod? Det virker jo unægtelig, som om man selv er skyld i det pres, man går og føler, og derfor er det ikke vrede, der ulmer, men fortvivlelse og skam over ikke at slå til. Dette stemmer i høj grad overens med det, jeg oplever i mine samtaler med unge.

Du bør udrette noget stort

Vender vi tilbage til Julies centrale tanke om at kunne blive til alt, kan det forstås som et påbud. Hun bør blive til, hvad hun vil. Dette forklarer, hvorfor Julies ageren mest af alt er præget af bekymring og et ufleksibelt præstationspres, der i sidste ende skaber en stressreaktion. Julie er som mange andre unge, jeg har talt med, bange for at falde igennem.

Flere ville nok argumentere for, at idéen om at kunne blive til alt umiddelbart er et sundhedstegn hos den unge, der med stort livsmod begiver sig ud for at erobre verden. Hvem mente ikke som børn, at de kunne blive både astronauter og fodboldspillere på samme tid? Når de ældre generationer fortæller den unge generation, at ”du kan blive til alt, hvad du vil”, er det med et ønske om at motivere de unge til at stræbe højt og ikke lade sig begrænse af umiddelbare forhindringer. Det er med en intention om at inspirere de unge til at tænke kreativt og gøre sig umage med deres uddannelsesvalg for i sidste ende at skabe sig et godt liv, de kan være stolte af.

Men godt gemt i det inspirerende budskab ligger der også et vigtigt samfundsmæssigt ”bør”, som er dét, mange unge hæfter sig ved. Mange af dem, jeg har talt med, beskriver, at fordi de kan blive til, hvad de vil, så bør de det også, hvilket ofte medfører mange bekymringer for fremtiden og frygt for at fejle.

Ingen undskyldninger for at fejle

I Julies tilfælde var det i hvert fald klart, at hun ikke blot oplevede verden som et overdådigt tag selv-bord af muligheder. Alt blev faktisk langt mere uoverskueligt af, at der tilsyneladende ikke var nogen forhindringer på hendes vej mod stjernerne. Med andre ord var der ingen undskyldninger for at fejle.

Omvendt kan der være mange måder at fejle på. For at kunne blive til alt betyder ikke, at man kan blive en succes, uanset hvad man vælger. Det betyder snarere, at man skal vælge det mest ambitiøse, der tilnærmelsesvist kan lade sig gøre. Man skal udnytte sit potentiale og udrette noget stort, hvilket Julie også gav udtryk for, at hun forventede af sig selv.

Hun beskrev det således: ”Jeg ved godt, det lyder langt ude, men jeg føler, at jeg burde blive kendt for noget, altså noget, jeg udretter. Som at blive topforsker eller kirurg eller endda statsminister. Det er helt skørt.”

Julie følte, at hun var nødt til at blive til noget ”stort” i verden for at indfri sine potentialer og påtage sig ansvaret for sine privilegier.

Denne tanke er Julie ikke ene om. At det optimistiske ideal om at kunne blive til hvad som helst i virkeligheden betyder, at man skal være så ambitiøs som muligt, ses i antallet af unge, der søger ind på akademiske uddannelser. Aldrig har så mange søgt ind på universiteter, hvor gennemsnittene bliver højere og højere, mens stolene på både professionshøjskolerne og erhvervsuddannelserne står tomme.

Ud over at dette skaber tårnhøje adgangskvotienter på en del universitetsstudier, der yderligere sætter fut under de unges præstationsadfærd, er det også en katastrofe for samfundet. Først og fremmest har vi brug for andre fagligheder end blot de akademiske, og dernæst opstår der store problemer med unge, som insisterer på at tage uddannelser, de egentlig ikke kan overskue. Dette beskriver jeg nærmere senere. Heldigvis er politikerne ved at forstå dette, men det er lidt sent, i betragtning af hvordan man igennem de seneste mange år har bedrevet uddannelsespolitik. Der er nemlig allerede etableret en stærk norm om, at det er bedst at stræbe efter de længste uddannelser, hvilket kan observeres allerede i folkeskolen. Og herudover tyder meget på, at folkeskolen lærer børnene i en meget tidlig alder, at den faglige præstation altid skal være i fokus.

Arbejdsmarkedets folkeskole

Julie begyndte at gå i skole i de sene 2000’ere, hvor folkeskolen var under en grundlæggende transformation. I 2006 ændrede man folkeskolens formålsparagraf, så skolen fremover skulle give eleverne kompetencer, der var nødvendige på arbejdsmarkedet, frem for som tidligere at have fokus på dannelse. Ifølge Ove Kaj Pedersen betød formålsparagraffen fra 2006, at folkeskolen skulle forme børn til at indgå i konkurrencen på arbejdsmarkedet. For at kunne indgå i denne konkurrence var det nødvendigt at højne fokus på præstation og elevernes eget ansvar for egen læring.

Dette ses tydeligt ved indførelsen af individuelle elevplaner, hvor eleven i samarbejde med læreren sætter egne mål, kontinuerligt evaluerer sig selv og tilskyndes til at påtage sig ansvaret for egen dygtiggørelse.

Cand.mag.pæd. og tidligere undervisningsminister Merete Riisager påpeger i ”Selvbyggerbørn”, at netop det store ansvar for egen læring er problematisk for mange børn. Ifølge Riisager skaber det en grundlæggende utryghed hos børn, at de forventes at tage større del i egne læringsprocesser, end de selv kan overskue. Utrygheden ved, hvad der egentlig forventes, kan sammen med de løbende selvevalueringer og krav om præstation i sidste ende skabe et perfektionismeproblem. Ifølge Riisager har mange børn svært ved at gennemskue, hvornår de gør det godt nok i skolen, og derfor giver det en tryghed at skyde alt for langt over målet hver gang.

Utrygheden ved præstationsklimaet i folkeskolen har jeg også oplevet i praksis, hvor flere af mine yngste klienter har givet udtryk for, at det var en lettelse at få karakterer, for så vidste de i det mindste, om de gjorde det godt nok. Mange unge i folkeskolen udviser tidligt en bevidsthed om egne præstationer og har gjort sig mange tanker om, hvad de gerne vil opnå. Det er derfor min erfaring, at børn forholdsvis tidligt i skolegangen får en fornemmelse af, at det er vigtigt at præstere og være bedst, så de senere kan få sig en god uddannelse.

Vender vi tilbage til folkeskolens formålsparagraf, kan denne bevidsthed være god og hensigtsmæssig, idet den jo lærer børnene tidligt at rette fokus på videreuddannelse og arbejdsmarked. Men i praksis ser vi desværre, hvordan mistrivslen aldrig har været højere i folkeskolen, hvor mange børn blandt andet udviser tegn på stress og bekymringer for fremtiden.

I P1-podcasten ”Børn taler ud” fortæller børn helt ned til ti år, at de oplever stress i forbindelse med skolegang og er bange for ikke at gøre det godt nok. En pige på 14 udtaler, at hun er nervøs for sine karakterer, fordi det måske kan påvirke, om hun kommer i gymnasiet og dermed får mulighed for at tage det, der defineres som ”en god uddannelse”.

Et styk akademisk lykke, tak!

Det store fokus på at hæve både det faglige niveau og elevens bevidsthed om egne præstationer i folkeskolen blev samtidig fulgt op af reformer i gymnasiet og på de videregående uddannelser. Med mantraet om, at Danmarks bedste råstof var uddannelse, blev projektet med at få så mange unge som muligt igennem en gymnasial uddannelse sat i gang.

Dette medførte en akademisering af store dele af uddannelsessystemet. Skoleopgaverne i udskolingen og gymnasiet skal nu minde om dem på universitetet, og de praksisrettede uddannelser, lige fra kunstner til skolelærer og pedel, er blevet akademiseret. Der skabes derved en massiv drejning i retning af mere og højere uddannelse, som gør, at rigtig mange unge har svært ved at forestille sig andre karriereveje end de akademiske. Alt det her har skabt et øget pres på universiteterne, hvor gennemsnittene på de mest prestigefyldte uddannelser er tårnhøje, fordi de unge klumper sig sammen på de samme fag.

Alle disse ting er vigtige at have med, når vi skal forstå Julies følelse af pres. For idéen om at kunne ”blive til alt” er i min optik en direkte forlængelse af uddannelsespolitikken.

Når den nye norm for videreuddannelse siden 2000’erne er blevet skubbet gevaldigt opad, åbner det for endnu højere ambitionsniveauer end tidligere. Jeg har talt med mange unge, der til trods for allerede at være kommet ind på en prestigefyldt uddannelse er bekymrede for at komme ”bagud”. Ud over det endeløse karakterræs, der følger med fra gymnasiet og over i den videregående uddannelse, har jeg oplevet mange unge tale om summer-schools på udenlandske eliteuniversiteter, tidskrævende frivilligt arbejde og specifikke studiejobs for hele tiden at forbedre deres cv i den store konkurrence.

Omvendt er der også sket dét, at flere gymnasier og uddannelsesinstitutioner beklager sig over, at for mange elever ikke er dygtige nok. Hvordan hænger det sammen med præstationskulturen de samme steder? For mig at se kan disse to fænomener godt sameksistere. Der kan godt være en større andel af en gymnasieklasse, der kæmper for overhovedet at gennemføre uddannelsen, og som ville have haft det bedre på en praksisorienteret uddannelse, mens en anden del af klassen har ekstremt høje forventninger til sig selv og udelukkende sigter efter 12-taller. Fællesnævneren er en kultur, hvor man presser sig selv over evne med mantraet om at få den højest mulige uddannelse.

Det gode liv

Fortællingen om at præstere på højt plan handler ikke blot om at få sig en god uddannelse, men også om at få sig et godt liv. 41 procent af de adspurgte unge i Psykiatrifondens undersøgelse fra 2021 mener, at ”hvis jeg skal have et godt liv, er det nødvendigt, at jeg får topkarakterer på min uddannelse”. Topkarakterer sikrer nemlig, at man kan få det job eller den videreuddannelse, man vil have, og det er altafgørende for det gode liv.

At det fremtidige arbejde er vigtigt for et lykkeligt liv, er der ingen tvivl om. Men at det skulle være altafgørende, er en stærk overdrivelse, og det gør chancen for succes i livet meget skrøbelig. De unges holdning siger en del om, at arbejdet er blevet det centrale formål med livet, som vi løbende retter vores indre kompas efter.

Set i dette lys giver Julies store fokus på præstation pludselig en del mere mening. Der kan siges at herske en stærk følelse blandt mange unge om, at præstationsræset i skolen rækker langt ud over skolen og ind i selve grundlaget for deres fremtidige gode liv.

Men det stopper heller ikke her. For præstationen handler ikke blot om at få sig et godt liv, men også om, hvorvidt man er god nok som menneske.

Et utilstrækkeligt menneske

I undersøgelsen går Psykiatrifonden nemlig videre og spørger unge, i hvor høj grad de er enige i udsagnet: Jeg er kun god nok, hvis jeg kommer ind på den uddannelse, jeg vil, eller får det arbejde, jeg ønsker. Her svarer 30 procent af de unge, at de i høj grad eller meget høj grad er enige i udsagnet. Yderligere 30 procent er i nogen grad enige i udsagnet.

Dette betyder altså, at hele 60 procent af de unge i undersøgelsen mener, at dét at være god nok har noget at gøre med, om man får sig den ønskede uddannelse eller karriere. Uddannelse og karriere er ikke længere et aspekt af livet, man kan have mere eller mindre succes med, men noget, der definerer, hvorvidt man er god nok som menneske. Dette understreger, hvor nærværende utilstrækkelighedsfølelsen også er for mange unge.

I den efterhånden omfattende debat om unges trivsel og mistrivsel har markante stemmer til tider udtrykt en kritik af ”12-talspigerne” og bebrejdet de unge for selv at skabe en perfekthedskultur. Hvis det er så hårdt at præstere, hvorfor stopper de så ikke bare? Er det ikke forkælet at tro, at man kan nå helt til tops og blive rig og berømt, uden at det er hårdt?

Til det vil jeg bare sige, at kritikken ikke kunne ramme mere ved siden af i sin misforståelse af, hvad der egentlig driver mange unge. For der toppræsteres ikke, fordi man i kraft af sit eget opblæste selvbillede mener, at alle i verden bør dyrke én og ens særlige talenter. Som jeg ser det, handler det i bund og grund bare om at ville anerkendes og føle sig okay i et liv, hvor middelmådige præstationer ikke er nok til at være tilstrækkelig som menneske.

Præstationsindividets logik

Fordi præstationer for mange unge forbindes med at være et tilstrækkeligt menneske eller ej, rækker præstationsadfærden også langt ud over skolen. I Julies tilfælde kan vi se, hvordan tanker om at præstere gik som en rød tråd igennem hendes liv og prægede alle livets områder.

At Julie ikke er alene, er i høj grad min erfaring fra terapirummet, men det er også bekræftet i Psykiatrifondens undersøgelse. Her svarer 56 procent af de unge, at de er enige eller meget enige i udsagnet: Jeg føler kun, jeg er god nok, når jeg har succes på næsten alle områder af mit liv.

Denne tankegang definerer tidligere nævnte Anders Petersen som præstationsindividets logik. I præstationssamfundet nudger vi individet til at præstere på alle livets områder, hvad enten det er at blive god til at spille fodbold i stedet for blot en fodboldspiller, være en god kammerat i stedet for kun en kammerat, og at være et godt menneske i stedet for bare et menneske.

Det er min erfaring, at idéen om, at noget kun er værd at foretage sig, hvis man er god til det, gennemsyrer mange unges tankegang. At være god til noget bliver hurtigt det vigtigste formål med en aktivitet frem for eksempelvis fællesskab, fornøjelse eller fordybelse.

Dette bliver især tydeligt, når præstationsadfærden senere skal aflæres i terapien. Jeg har efterhånden talrige gange oplevet, at unge, der skulle gå hjem og øve sig på at meditere, trække vejret, gå ture eller lytte til musik, er kommet tilbage og har fortalt, at selv disse aktiviteter fik et utilsigtet præstationsfokus. Som jeg oplever det, er det for mange unge fundamentalt svært at slappe af og udføre en umiddelbart formålsløs handling, der kun er til for nuets skyld. Det er enormt svært at overgive sig til øjeblikkets fortabelse, som jeg vil vende tilbage til i sidste kapitel.

De personlige konsekvenser

Når alt kommer til alt, har præstationsadfærden enorme negative personlige konsekvenser for individet. Netop dette er værd at huske på, når det på overfladen ser ud til, at unge som Julie er ude at erobre verden med deres toppræstationer. For hvad angår trivslen, er det absolut ikke ligegyldigt, hvad det er, der motiverer en præstation.

Her mener jeg, det er essentielt at skelne mellem det ”frygtbaserede drive” og det, jeg kalder for ”det meningsbaserede drive”. Stammer vores drive fra en frygt, der gør os bange og får os til at løbe alt, hvad vi kan, eller stammer det fra en følelse af meningsfuldhed, der tiltrækker os som en magnet? Hvis vores drive er baseret på frygt og trussel, vil vi opleve, at vi kan løbe enormt hurtigt og få udrettet meget, men at vi samtidig har meget svært ved at holde os på den konstruktive side af drivet. For motivationen er ikke forankret i en lytten til os selv, og vi fyldes ikke nødvendigvis med meningsfuldhed. Snarere er det baseret på en konstant frygt for utilstrækkelighed. Så snart vi sidder stille af bar udmattelse, vil det tæske os i gang igen med en hvisken i øret om, at vi er nødt til at præstere for at være gode nok.

Som vi har set det med Julie igennem kapitlet, var den største følelse i hendes liv frygten for ikke at slå igennem. Når ens drive er baseret på følelsen af frygt for utilstrækkelighed, har man ikke noget konkret mål med sin stræben, andet end at man skal væk fra følelsen af utilstrækkelighed. Dette sætter naturligt gang i en ond cirkel, idet man i sit retningsløse maraton aldrig føler, at man kommer i mål. Julie vidste, hun skulle blive til noget, men ikke til hvad, og derfor var hun nødt til at løbe i mange retninger på samme tid.

Men utilstrækkelighedsfølelsen forsvinder aldrig, når motivationen først og fremmest handler om at komme væk – snarere end at komme i mål med noget meningsfuldt.

Det videre forløb

Der var ingen tvivl om, at Julie, som hun sad dér i min sofa, var meget belastet i både krop og sind. Hendes krop havde sagt stop, og derfor handlede det i den første periode af terapien om at skabe bæredygtighed for hende. Selvom arbejdet med Julie – som med alle andre klienter i terapi i øvrigt – havde til formål at skabe langsigtede forandringer, kaldte hendes akutte situation på at få sænket hendes stressniveau her og nu.

Dette indebar, at hun først og fremmest blev skrap til at aflæse sin krops signaler om træthed og begyndte at forstå, hvad det var, der overbelastede hende. Hvilke signaler sendte kroppen, når den var træt, overvældet eller ikke havde lyst? Julie var nødt til at indføre lange perioder med absolut ro, hvor hun for eksempel en hel weekend ikke havde én eneste aktivitet planlagt, for at kunne høre sin krops signaler igen. Når der var helt stille omkring hende, kunne jeg guide hende til at mærke sine indre kropsfornemmelser. Hvordan føltes det, når hovedet var træt? Hvornår betød kvalme, at hun var sulten, og hvornår var det et tegn på, at hun var overvældet? Hvordan føltes stadiet lige før svimmelhed, så hun kunne trække sig, før hun blev dårlig?

Kun igennem den møjsommelige genetablering af kroppens feedbacksignaler – og selvfølgelig kun ved, at Julie besluttede sig for at rette sig efter dem – kunne hun stille og roligt bevæge sig ud i verden igen.

Arbejdet med at skabe balance og stabilitet handlede også meget om Julies bevidsthed om, hvor meget energi de forskellige aktiviteter krævede af hende i løbet af en dag. Til dette brugte vi det famøse ”energikiksesystem”, hvor alle dagens aktiviteter omregnes i små energikiks, der kræver forskellige mængder energi af personen. At læse en bog krævede måske kun en energikiks, men at være sammen med vennerne krævede fire energikiks for Julie. Herefter gennemgik vi Julies dagsprogrammer kiks for kiks, hvilket hjalp hende til en bevidsthed om, at de energikrævende aktiviteter ikke skulle pakkes tæt sammen, men spredes ud. Energikiksene repræsenterede netop idéen om, at energi var en ressource, der kunne slippe op, og som skulle bruges på de rigtige ting, i modsætning til Julies tidligere forestilling om sin grænseløse formåen.