“Jeg undrer mig nemlig over, hvorfor den psykiatriske diagnose i dag har fået så central en placering i unges liv. For om noget, er det dét jeg har observeret i mit terapirum”

Dette er en kronik, som oprindeligt blev bragt i Berlingske d. 5. juli 2024.

Det er efterhånden et par år siden, jeg for alvor blev opmærksom på, at det ikke længere var enkeltstående tilfælde, men et decideret fænomen. Det havde taget mig lang tid at forstå hvad det egentligt drejede sig om, for hvem ville frivilligt påkalde sig noget så alvorligt? Men så skete det igen og igen. Unge og forældre, der allerede inden deres psykologsamtale med mig havde besluttet sig for hvilken diagnose der skulle udredes for, blev snart et gennemgående tema.

For 10 år siden havde langt de fleste af mine unge klienter ikke det fjerneste at gøre med psykiatrien. Jeg plejede at sige til nye psykologer jeg ansatte på klinikken, at vi nærmest aldrig arbejdede med psykiatriske lidelser, hvilket er noget jeg i den grad har måtte revidere. Selvom jeg er leder af en privat psykologpraksis for unge, har vi i dag rigtig meget med psykiatrien at gøre. Dette kan man naturligvis også aflæse i tallene. De nyeste statistikker fra Landspatientregistret viser nemlig, at børn og unge, der får stillet en psykiatrisk diagnose på 10 år er steget med 37%.

En rigtig stor del af de unge klienter, vi behandler på klinikken, er enten allerede udredt for noget, mens en anden stor gruppe er i gang med eller vil udredes for noget. Her er det min erfaring, at jeg imidlertid er nødt til at indskyde noget vigtigt, før jeg kan gå videre.

Diagnosen står centralt

Denne kronik handler ikke om hvorvidt man diagnosticerer for meget eller for lidt i psykiatrien, eller at mange børn og unge ikke burde få de diagnoser, de får. Desværre kvalificerer et stigende antal danske børn og unge sig til en diagnose, og udredningen foregår ganske sagligt. Men der er også en stor gruppe, der befinder sig i gråzonen, og det er her kronikkens refleksioner især gør sig gældende. Jeg undrer mig nemlig over hvorfor den psykiatriske diagnose i dag har fået så central en placering i unges liv. For om noget, er det dét jeg har observeret i mit terapirum. Dette ser jeg i den grad som noget problematisk, fordi det skaber et overdrevent sygdomsblik, og får os til at overse de almenmenneskelige årsager til, at et menneske mistrives.

Den gennemgående årsag til at mine unge klienter søger en diagnose, er dens forklarende funktion. Diagnosen kan oversætte en adfærd til en samling af symptomer, der igen kan veksles til en diagnose. Diagnosen har altså for rigtig mange en evne til at forklare besværlig og lidelsesfulde tilstande bedre end noget andet. Her er det dog enormt vigtigt at kigge på alt dét, der i samme ombæring ikke siges. For hvad er det der ikke udtrykkes, men som implicit påpeges, når man i stigende grad mener at en diagnose er den bedste forklaring på en særlig adfærd?

Jo, dét der i min optik samtidig betones, er at andre forklaringer på menneskelig lidelse simpelthen ikke anses for at være gode nok. Vi tror simpelthen ikke nok på dem. Som psykolog er dette både himmelråbende og tragisk. Der kan nemlig være en million forskellige årsager til at mennesket ender i udmattende karruseller, hvor de positivt motiverede coping-strategier udvikler sig til lidelsesfulde, selvdestruktive spændetrøjer. Her spiller både dispositioner, historik og omverdenen en vigtig rolle, der ofte uden at vide det, fastholder individet i de negative spiraler.

Det sidder i mit faglige DNA at tænke at adfærd altid er meningsfuld. Det er altid individets mest relevante respons på dét det udsættes for. Men vi er i dag holdt op med at være nysgerrige på, hvad det er for nogle betydninger en bestemt adfærd har i konteksten. Alt for ofte oplever jeg unge og forældre tale om diagnoser, uden først at have søgt forklaringer det mest oplagte sted, nemlig i menneskets egen livsverden. Hvordan kan denne adfærd egentligt give mening for personen selv?

Stadigt oftere kan jeg tage mig selv i at føle mig som en dårlig sælger, der forsøger at redegøre for et menneskes smertelige livsforviklinger med længere, nuancerede og komplekse forklaringer, der falder brat til jorden, idet diagnoserne bringes ind. Jaja – det kunne jo også bare skyldes ADHD?! Det er selvfølgelig her også en mulighed, at jeg er forbavsende dårlig til at folde kompleksiteter ud, så andre forstår dem, og alligevel kan jeg se den samme oplevelse gå igen hos mine fagfæller. Det er simpelthen svært at tilbyde psykologisk kompleksitet, når diagnosen åbenbart virker som en lettere pille at sluge.

Men hvorfor er det en psykiatrisk diagnose tilsyneladende er blevet så attraktiv en forklaring på mistrivsel, og hvorfor betragtes forklaringer, der udfolder kontekst og individets særlige omstændigheder ofte som utilstrækkelige?

Forleden gav en ung pige, jeg har i terapi mig svaret: ”En diagnose vil være så nemt at sige til folk, for så er det i det mindste ikke min skyld.” Jeg blev i starten helt forvirret, og var ved at spørge hende hvorfor hun ville føle at et biologisk deficit, som den pågældende diagnose forklares med, var bedre end at have det dårligt pga. forskellige uheldige sammenfald i livet? Hvorfor var den diagnostiske forklaring ligefrem attraktiv?

Men så slog det mig. De andre, mere komplekse forklaringer på mistrivsel godtages ikke, fordi vi lever i en tid, hvor menneskelige begrænsninger sjældent accepteres.

Denne pointe illustrerede Marilyn Monroe for over et halvt århundrede siden helt eminent i sit berømte citat: ”The sky is not the limit – your mind is!”.

Vi søger et “hack”

Som jeg læser dette citat, betyder det ikke at sindet har begrænsninger, og det skal vi acceptere. Snarere tolkes det omvendt; sindet er din eneste begrænsning i livet – og det skal du ikke acceptere! Dette budskab kan ses overalt i tidsånden, hvor vi er besatte af hvordan vi hacker vores sind, og optimerer os selv mentalt. Alle sindets skavanker skal overkommes, ellers er vi enten utilstrækkelige som mennesker eller syge. Når mennesket tilsyneladende bør kunne overkomme alt, er de komplekse psykologiske forklaringer derfor bare ikke troværdige nok. For uanset hvor meget modgang man har oplevet i sin barndom, og hvor meget man blev mobbet i sin folkeskole, bør man jo kunne komme over det ik?! Det er i hvert fald ikke noget, der bør sidde så længe i én, vel? Har man det alligevel svært, bør man derfor kigge i retningen af psykiatrien.

I vores iver efter at skabe fortællinger om det uovervindelige, højteknologiske menneske, er vi fuldkommen forblændet af vores egen storhed. I jagten på idealerne har vi fraspaltet den del af mennesket, der naturligt er fuld af fejl og mangler, og kan ikke leve med den som en del af os, hvis ikke vi hæfter et diagnose-label på det. I jagten på at perfektionere mennesket, og optimere alt omkring det, kan vi ikke leve med at vi har et sind, der af sig selv slår knuder, og til tider er selvdestruktivt. Dette passer ikke ind i vores selvfortælling, og er der alligevel noget galt, må det jo skyldes en biologisk fejl i hjernen.

Inden for compassion focused therapy, som er en bredt anerkendt psykoterapeutisk metode, taler man om begrebet ”tricky brain”. Med dette mener man, at menneskets unikke hjerne ikke altid kommer mennesket til gode rent mentalt. Vores helt særlige forestillingsevner, der bl.a. forudsiger problemer ved at skyde os frem og tilbage i vores indre tid, kan også skabe store problemer for os, som bl.a. bekymringstanker. Pointen er her, at vi som mennesker er født med et finurligt sind, der til tider ikke agerer hensigtsmæssigt. Men det er ikke det samme som at vores til tider usmarte hjerne er syg. Der er altid en indre logik til stede. Det er kun yderst sjældent den er helt gal. Dette betyder ikke at vi skal holde op med at søge behandling, hvis vi gerne vil have hjælp til sindet, men udgangspunktet skal i højere grad være normalitet, end sygdom.

Vi er nødt til at vende tilbage til idéen om mennesket som normalt, der altid reagerer med sin egen indre logik på sine givne omstændigheder. Menneskets adfærd er meningsfuld, også når det mistrives. Menneskets sind er komplekst, vanskeligt og til tider selvdestruktivt. Men sådan er vi skabt, og vi kan heldigvis godt få gode, meningsfulde liv ud af det alligevel.