For at forstå, præcis hvorfor det digitale liv kan true børn og unges generelle trivsel, skal vi forsøge at forstå, hvad der præcis er skadeligt, hvorfor og hvilke grunde de unge har til at sidde online i otte timer i træk, skriver ungdomspsykolog Maja Vain Gilbert.

Dette er et debatindlæg som oprindeligt blev bragt i Politiken d 21. juni 2023.

Endelig fik de højere politiske magter lyst til at gøre noget ved den massive digitale deroute, vi har været underlagt i mere end et årti. Endelig kan en ørkenvandring med teknologisk jubeloptimisme måske få en ende. Endelig kan vi begynde at tale om, at vi har lov til at tæmme den sindssyge galophest af et internet, uden at føle os forstokkede. Alt i mig begejstres over at politikerne omsider stiller sig kritiske over for de teknologiske indtog i børn og unges liv. Hvad tænkte vi dog på?

Men så skete der samtidig noget, der straks satte begejstringen på hold. Kald mig bare langsom, men jeg havde ikke lige set den komme, at man havde tænkt sig at pinne hele trivselskrisen blandt børn- og unge op på denne anti-digitale kampagne. Altså, jeg er HELT med på at der er massive udfordringer med det digitale forbrug/misbrug hos børn og unge, og at det medfører overordentligt mange problemer. Jeg har selv talt med mange unge i min psykologpraksis, og læst ivrigt med i forskningen på feltet. Jeg er med på det hele.

Jeg er bare ikke med på at det er hele forklaringen. Jeg er ikke med på at det nu er blevet eneste årsag til, at børn og unges trivselskurve er nedadgående, og at universalløsningen derfor er en heksejagt på alt, der har med smartphones at gøre. Forskningen taler her sit tydelige sprog, og sandheden er langt mere nuanceret. For at forstå præcist hvorfor det digitale liv kan true børn og unges generelle trivsel, skal vi forsøge at forstå hvad der præcist er skadeligt, hvorfor og motivationen hos de unge i at sidde online 8 timer i træk.

Hvad der for alvor bekymrer mig, er når vores kære statsminister direkte går ind og siger, at hun har tænkt sig at ignorere visse forskergrupper på feltet. Tilfældigvis netop de forskere, der maner til besindelse og ønsker flere nuancer. Jeg begriber faktisk ikke, at vi i et stolt videnssamfund kan have en statsminister, der højlydt erklærer, at hun har tænkt sig at ignorere erfarne forskere, fordi det vil kaste grus i maskineriet på det politiske godstog. Toget skal åbenbart køre videre.

Som ungdomspsykolog kæmper jeg indædt for at nuancerne omkring unges mistrivsel bringes frem i den offentlige debat, så de løsninger vi fremadrettet vil finde på, ikke rammer ved siden af. Når så én enkelt faktor udnævnes som den store synder bag det hele, bliver jeg derfor træt. Træt helt ind til marven og knoglerne. Jeg bliver også bange for at det afsporer debatten igen igen. Samtidig er en nagende mistanke vokset i mig: Måske der kan være noget strategisk i at skubbe den anti-digitale kampagne så voldsomt frem lige pludselig, for så glemmer vi dét de unge selv hele tiden peger på, når de fortæller om oplevelsen af mistrivsel. Karakterræset. Perfektionismen. Præstationskulturen.

Hvad blev der lige af den? I get it. Det er meget lettere at have et politisk mål om at reducere skærmtid, end at løse udfordringerne omkring præstationsmennesket. For det er konkurrencestatens ufravigelige yngel, som ingen rigtig vil eller kan komme af med igen. At udråbe smartphonen som roden til alt ondt er derfor et smart politisk træk, der vil kunne pynte på regeringens CV. Et styks trivselskrise, tjek! Videre!

Men kære politikere. Hvor er det skønt i endelig vil kigge på de telefoner. Men kan I samtidig ikke også lige besinde jer og huske, at ordentlige løsninger kræver nuancerede problemforståelser? Lyt til alle der ved noget på feltet. Sæt farten ned. Så kan I nemlig lave noget ordentligt, der ikke skal laves om lige om lidt igen. Tak!