Dette debatindlæg blev oprindeligt bragt i Politiken d. 9. februar 2023.

Debatten om mistrivsel hos de unge indikerer gang på gang, at man mener, at de unge lever i en parallel dimension, og åbenbart er den eneste befolkningsgruppe, der ikke trives under de moderne samfundsstrukturer. De unges mistrivsel er ikke de unges problem. De unges mistrivsel er vores fælles problem, og vi voksne skal tage ansvaret.

”Så hvorfor har de unge det så dårligt i dag?!”, lød det mindre end 5 min inde i samtalen, med en jævnaldrende kvinde, kort efter at jeg havde introduceret mig som ungdomspsykolog.

”Bum bum… Det er nok mange ting”, fik jeg fremstammet, lidt overrasket over det – efter min mening –  meget store spørgsmål, til en housewarming over et par øl. Herfra gled samtalen hurtigt over i det velkendte tema, om det pressede liv i børnefamilien, og hvordan streptokokkerne i vuggestuen havde skabt ekstra pres på arbejdstimerne.

”Ingen kan få det til at hænge ordentligt sammen”, sagde hun.

Og så slog det mig virkelig.

Hvorfor taler vi så ofte om mistrivslen blandt unge som et mysterium, vi ikke forstår ret meget af? Hvorfor beskrives mistrivslen tit som komplet løsrevet fra det øvrige samfunds udfordringer? Hvorfor taler vi om mistrivslen, som om den kun tilhører de unge?

Selv tilhører jeg millenium-generation, der godt nok ikke har fået målt lige så høj en ungdomsmistrivsel, som måles blandt unge i dag, men som bakser med mange af de samme problemer. Utilstrækkelighedsfølelser, tårnhøje ambitioner og alt for stressede liv. Det er nøjagtigt de samme temaer, jeg taler med de unge om, når de kommer ind i min psykologpraksis.

Alligevel bliver mistrivsel noget, der kun tilhører de unge. Når det kommer til debatten om mistrivslen blandt unge, kommer vi til at tale om det, som om de unge lever i en parallel dimension, vi andre ikke kender til. Som om de unge er de eneste, der lever under nogle ret så urealistiske idéer om livet, og føler sig konstant presset til at løbe hurtigere.

Når vi tænker de unges mistrivsel som et mysterium, vi ikke kan genkende noget af fra vores egne liv, fremmedgør vi de unge, og kommer i visse tilfælde også til at sygeliggøre dem. Eller også er de bare nogle sårbare snowflakes, der ikke kan klare mosten. Men kan vi selv egentligt det? Hvor godt har vi voksne det i vores liv? Har vi selv et fornuftigt forhold til præstation og kontrol?

Vi skal se de unges mistrivsel som lakmusprøven på de overordnede idealer i samfundet, i stedet for at isolere problemerne inde i dem. Hvis nu vi i højere grad begyndte at se os selv som samfundsborgere, der på mange parametre var i samme båd som de unge, ville debatten i højere grad afføde nuancerede løsninger og perspektiver, end den gør på nuværende tidspunkt.

I dag ville jeg ønske jeg havde svaret kvinden til housewarmingen, at den mistrivsel, de unge oplever, ikke er kvalitativt anderledes fra den, hun selv oplever. Men det må blive næste gang.